Michael Vesterskov har gennem en række år været en lille favorit hos undertejnede, gennem blant andet sin musik til Det Blå Hotel. Den nye plade Morning sessions som han nu har udgivet, synes jeg gir alt fra de stille til de lækkre rytmiske bølger der skylder mot os fra hans stæmme og gitar. Det opleves umidelbart meget smukt, endog nogen gange svevende melodiøst, og heldigvis trendløst. Det gir det en mer bestående form om man må sige det sådan, som i modsætning til almindelig «popmusik» forsvinder når vi er kæde af at lytte til akkurat den ene melodi. Musikken er intelligent, og den er lige så varm og klog i tæksten. Sårhed og styrke går hånd i hånd med menneskets styrke og drøm. Men der er ærlighed i det hele. Både i melodierne, om de nu har det enkle arrangement, eller det mer fyldige. Jeg kænder ikke alt der foregår i dansk musikkliv, men fra min stol her hjemme i Norge, må jeg sige at sådant noget har knapt noen andre gjort her til lands. Og visesangere har vi da god om. Så vil jeg da også tro Michael Vesterskov også må være unik med sin tækning og musik i Danmark. Hans stæmme lyder godt i sitt lyse tenor leje, men nogen gange kan man også høre der også er en riktig dyb klangbund i den. Det gir en ekstra dimention til sangene at Michaels stæmme såden padser til hans gitar. Den gi’r også rom for det brede følelsesregister, i en rejse fra en maskulin sårbarhed til styrke.

Teksten føles måske som en nøgen ærlighed man må tro på, uden den bliver påtrængende. Snarere gi’r den plads for ens egen reflektion, og det er det der gør pladen så næm at gribe efter. Det er malet en lille verden i disse tækste og melodier, der føles som de er plukket på den øverste hylle. De bliver i tankerne i lang tid i sin poetiske form. Michel er måske ikke den der råber højest, men når man så kan lige så stille råbe på denne måde høres man måske endnu bedre. Det handler jo om at nå hjertet, ikke?

Er Morning sessions så en urban musik? Måske, fordi når den er sunget på engelsk, kan den træffe riktig mange der ude. Men det må da være fantastisk at vågne til disse sange en stille morgen, det være sig når solen rænner og laver alt fra de orange til lyseblå farver på himmelen, eller til en sen eftertænksom stund. For tæksten kommer riktig godt frem både i morgen stæmningen eller når det så skulde være man har brug for at lytte til netop disse ord. Gitaren synger med lige som den skal. Det er noget nostalgisk over det samlede udtrykk. Det er velsignet frit for de melismatiske spring, og uden såden en ornamentik blir ordet og den sande tone tilbage med sit budskab. Det gør man har stor tro på det man hører. Gratulerer Michael, med å ha givet os sådan en oplevelse!

Bjørn Birch

Iscenesætter